Siden 2002 har den Europæiske Union (EU) og lande fra Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) forhandlet Økonomiske Partnerskabsaftaler (Economic Partnership Agreements, EPA), som led i den såkaldte Cotonou-aftale. Målet med EPA er at skabe ”nye handelsregler i overensstemmelse med retningslinierne fra WTO (Verdenshandelsorganisationen), der efterhånden fjerner alle handelsbarrierer mellem EU og AVS-staterne”. De nye regler skal fremme AVS-staternes regionale integration samt ”bæredygtig udvikling og… udryddelse af fattigdom i AVS-staterne”.

Som rammerne for forhandlingerne ser ud i øjeblikket, er EPA-aftalerne i bund og grund kun frihandelsaftaler.

EU har stået fast på, at ’partnerskabsaftalerne’ skal hvile på en snæver fortolkning af WTO’s regler med henblik på en fjernelse af handelsbarrierer på mere end 90 % af handlen mellem EU og AVS inden for den kortest mulige overgangsperiode. Dertil forlanger EU forhandlinger på områder som investeringer, konkurrence, handelsfremmende foranstaltninger, udliciteringer, databeskyttelse og serviceydelser. En forhandling af de første fire områder er tidligere blevet afvist af AVS-staterne under WTO-forhandlingerne på grund af deres negative indvirkning på udviklingen i de fattige lande. Forklædt som ”udviklingspartnerskaber” genfremsætter EU sin frihandelsdagsorden fra WTO.

Trods stor uvillighed fra AVS-staterne har den EU Kommissionen lagt stort økonomisk og politisk pres på at iværksætte EPA uden tilstrækkelig forberedelsestid for AVS-staterne. De tilkendegivelser fra både europæisk side og fra AVS-landene, som har bedt EU Kommissionen om at se på andre muligheder er blevet fuldstændig ignoreret. På grund af deres store afhængighed af udviklingsbistand, har AVS-staterne stort set ikke noget andet valg end at følge EU’s krav om åbning af deres markeder for europæiske varer og tjenesteydelser. Den overvældende vægt på liberalisering viser, at det mere handler om en udvidet europæisk adgang til AVS-landenes markeder, end om disse landes egen udvikling.

Øget regional integration er et bærende element i AVS-staternes udviklingsstrategier. ’Partnerskabsaftalerne’ bringer den skrøbelig regionale integrationsproces i fare og udsætter de lokale producenter for unfair europæisk konkurrence på hjemmemarkedet og på de regionale markeder. Resultatet bliver større arbejdsløshed, tab af levevej for småproducenter, øget fødevareusikkerhed og social ulighed. AVS-staterne vil stå over for betydelige tab i offentlige indtægter på grund af fjernelse af importtold, og vil lide under fortsat kapitalflugt på grund af liberaliseringen. Selv om EU Kommissionen fremholder EPA som ’instrumenter til udvikling’, peger alle hidtidige vurderinger på, at byrderne i denne nyordning vil blive båret udelukkende af AVS-staterne, herunder de allermindst udviklede lande.

EU har indsnævret hidtidige mål som udryddelse af fattigdom og bæredygtig udvikling til en liberalisering af både handel og investeringsvilkår i egen interesse. Med ’partnerskabsaftalerne’ vil de europæiske firmaers dominans stige yderligere. Den socioøkonomiske tilbagegang og politiske skrøbelighed, der karakteriserer de fleste AVS stater, vil blive yderligere skærpet. ’Partnerskabsaftaler’ baseret på gensidighed mellem ulige parter giver hverken økonomisk eller udviklingsmæssig mening for AVS-staterne.

Derfor afviser vi de ’økonomiske partnerskabsaftaler’ (EPA) i deres nuværende form.

Vi efterlyser en grundlæggende reform af EU’s neo-liberale handelspolitik, især i forhold til udviklingslandene. Vi kræver at handelssamarbejdet

• Er baseret på et princip om særbehandling, da dette tager højde for forskellighederne i udgangspunktet for rige og fattige lande, og er allerede institutionaliseret i aftaler om positiv særbehandling af mindre udviklede lande i WTO.
• Beskytter AVS-producenternes hjemmemarked og regionale markeder.
• Fjerner presset for liberalisering af handels- og investeringsregler.
• Tillader det nødvendige politiske råderum og støtter AVS-staterne i at følge egne udviklingsstrategier.